I denne uge havde Ingelise Tarber, der er medlem af Fremtidens Aalborg, dette læserbrev i Nordjyske.
Af Ingelise Tarber
Grænsevej 1, 9000 Aalborg
Så oplever vi endnu engang at Aalborg Kommune slet ikke tager hensyn til borgernes mening. Jeg tænker her på Hasserisvej 124. Når de har besluttet at godkende etagebyggeri på grunden, tilsidesætter de fuldstændig den lokalplan/bevaringsplan, der er vedtaget af kommunen i 2007. Når man samtidig ved, hvor mange indsigelser der har været, er det en uhørt måde at behandle borgerne på. Det ser ud til, at kommunen kan gøre, hvad de vil, mens den almindelige borger altid skal makkeret. Det virker helt igennem meget udemokratisk.
Jeg erfarer nu også at Aalborg Kommune sætter milliongrunde til salg i Hasseris. Det er rigtig fint, for det er et dejligt område at bo i. Men endnu engang undrer det én, hvordan kommunen kan få sig til det, set i lyset af, at der nu er taget en beslutning om en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm, hvor de demokratiske spilleregler heller ikke er overholdt og borgerne ikke hørt rettidig. Jeg tror ikke de borgere, der køber en grund ved Morbærhaven/Ferskenvej tænker over, at der kommer til at køre 3 x så mange biler på Nørholmsvej. Der kommer en motorvej lige uden for deres dør. Endnu ved man ikke hvor tilkørselsvejene til motorvejen skal gå og mange andre ting, der ikke er fastlagt endnu. Og alligevel udbyder Aalborg Kommune disse dyre grunde til salg. Totalt usmageligt, det er utroligt en kommune kan opfører sig sådan over for deres borgere.
Jeg kan kun håbe på at Aalborg Kommune kommer på andre tanker, og vil følge de lokalplaner, de selv har vedtaget og også indse at den tredje Limfjordsforbindelse ikke skal gå lige ind midt i vestbyen, så vores dejlige by bliver klemt inde af to motorveje. Gør det nu ordentligt inden det er for sent!
Comments RSS Feed