Fakta

Hvad siger politikerne?

31 mar , 2015  

Foto: Kristeligt Dagblad.

Foto: Kristeligt Dagblad.

Jeg er medlem af Dansk Cyklistforbund. I det nye nummer af medlemsbladet Cyklister bliver partilederne spurgt om hvad deres vision er for cyklismen i Danmark. Et af spørgsmålene afslører også noget interessant om trafikpolitik:

Er du enig i følgende udsagn: Danmark bør i fremtiden primært investere i kollektive og bæredygtige transportformer?

  • Mike Legarth, Konservative: Helt uenig. Det er vigtigt, at den kollektive trafik fungerer og udbygges, hvor det måtte være nødvendigt. Men det skal ikke være på bekostning af eksempelvis en udvidelse af de danske motorveje.
  • Villum Christensen, Liberal Alliance: Delvis uenig. Kollektive trafikinvesteringer er meget dyre ift. til udbyttet, målt på antallet af nye brugere. Vi skal også forbedre vejene for biler og busser, som udgør op mød 85 pct. af al persontransport.
  • Kristian Jensen, Venstre: Delvis uenig. Vi investerer massivt i metro, tog og cykelmuligheder i disse år. Uanset hvor meget man vil det, så er kollektiv transport ikke mulig i hele landet. Det er ikke altid den rigtige løsning. Så vi skal også investere i gode og sikre veje.
  • Rasmus Prehn, Socialdemokraterne: Helt enig. Vi har investeret langt mere i kollektiv og bæredygtig transport, end vi har investeret i veje. Den udvikling ser jeg gerne fortsætte. Men bilen er ikke en fjende, og jeg forbeholder mig retten til at medvirke til fornuftige investeringer i veje.
  • Morten Østergaard, Radikale Venstre: Helt enig. Radikale Venstre vil investere målrettet i at gøre transporten grøn. Vi arbejder for at gøre det mere attraktivt at cykle, at elektrificere togdriften og at udbrede elbiler på vejene.
  • Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti: Helt enig. Det skal være en meget større andel. I første omgang skal vi have omstillet de større byer, så cykeltrafikken når et omfang som i København.
  • Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: Hverken eller. Der skal være balance i vores transportpolitik. Vi skal investere i kollektiv trafik. Men vi må ikke glemme, at der er mange danskere, som ikke bor eller arbejder i en storby. De skal også tilgodeses.
  • Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten: Helt enig.
  • Uffe Elbæk, Alternativet: Delvis enig. Der skal investeres rigtig meget i det nævnte. Men der er også behov for investeringer i, hvordan vi gør den individuelle transport mere bæredygtig.

De borgerlige politikere og Socialdemokraterne er meget tydelige i deres holdning om udbygning af vejene, og Mike Legarth nævner motorveje direkte. Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at Mike Legarth ud at have ekstra tydelige motorvejsdrømme i svarene på andre spørgsmål som den eneste mener, at der bør investeres mindre i cykelpuljer og at han også som den eneste i mindre grad er bekymret over at mange danske børn ikke cykler i skole. Det der cykelpjat er da vist ikke noget for en rigtig konservativ.

By